Mød Doula Britt

Mit navn er Britt Borghild Morsing. Jeg er 34 år og bor i Hobro med min mand igennem 16 år og vores 2 børn på 4 og 6 år.

Igennem hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet tæt op ad, og sammen med, rigtig mange forskellige mennesker. Oprindeligt er jeg uddannet frisør og makeup artist, og jeg har arbejdet som freelancer siden 2012. En meget kreativ, serviceminded og hård branche, som jeg har elsket at være en del af. Et sted indeni mig har jeg dog altid manglet en ekstra dimension i forhold til den relation jeg har haft med de mennesker jeg har arbejdet med. Jeg har ofte søgt svar på, hvad det var jeg mærkede indeni, som manglede.

I 2018 besluttede jeg mig for at sadle om, og jeg startede på HF i Aarhus. Jordemoder var længe i mine tanker, men jeg skubbede dem altid væk grundet svære arbejdsvilkår, arbejdstider, osv. Valget faldt på Ernæring og Sundhed, hvor jeg også blev optaget. Dog stadig med en søgen inderst inde efter noget ekstra.

En dag, da jeg igen-igen-igen var på inspirationstur omkring jordemoderfaget, faldt jeg over en podcast med en Doula. 30 sek. blev afspillet, og jeg vidste lige der, at det var doula jeg skulle være! Endelig havde jeg fundet min hylde. Jeg vidste det!

Planerne om Ernæring og Sundhed blev droppet samme dag, og jeg er så taknemmelig for, at det endelig er blevet klart for mig, hvad jeg skal.

Jeg er et menneske der elsker mennesker. Jeg har en evne til at falde i hak med de fleste, og det inspirerer mig vanvittig meget, når jeg får lov til at blive lukket ind, og får lov til at lytte, støtte og lære. 

Jeg vil støtte kvinder på det mest sårbare tidspunkt i deres liv. Jeg vil hjælpe kvinder med at finde ro, styrke og tro på, at deres kroppe er skabt til at gro, føde og opfostre et barn.

Det er muligt at mærke, føle og vokse af en fødsel. Og den udviklingsproces vil jeg støtte! For jeg ved, at man på den måde kan opnå at vokse som menneske.

Jeg glæder mig til at støtte dig på din rejse ind i moderskabet.

– Doula Britt